Stop op i naturen …

Når jeg går i naturen, får jeg en trang til at stoppe op – og indimellem også en impuls til at fange øjeblikket på video. Når jeg stopper op i naturen og kigger på f.eks. fuglenes umiddelbare liv, hvor der ikke tilsyneladende ligner, at der sker det helt store, så er der faktisk mange ting at iagttage – og intet at gøre.

Når jeg giver mig selv lov til at stoppe op og bare iagttage fuglenes liv, mærker jeg ro´en – og det sjove og bemærkelsesværdige, jeg har oplevet er; at selv når jeg igen senere derhjemme genspiller videoen –  så mærker jeg igen denne ro.

Det er ligesom om, at alt inde i mig gearer ned – som om alt får lov til bare at stå stille.

I virkeligheden handler det jo bare om at stoppe op! Det er fedt! Det er fedt at stoppe op – og se på ingenting. Ingenting, der pludselig bliver stort og fyldigt! Bare ved at stoppe op!

Har du mon ro i røven til “bare at sidde og kigge på fugle” de næste 6 minutter ?

  • Mange af jer vil sikkert kede jer!
  • Mange vil lynhurtigt være videre til dagens næste gøremål!
  • Mange af jer vil synes, at det her ‘har I set før’ – det er “bare” fugle …
  • – og det er helt okay!
  • Og alle I andre … Enjoy <3

Kærligst Heidi.

 

MØD DIN ANGST

Jeg bliver så glad …

Jeg har i denne uge modtaget to meget rørende beskeder. To beskeder, der går helt ind og rører mig dybt i mit hjerte.

På mange måder er det enormt sårbart at udgive en bog:

Sårbart – fordi jeg skal være klar til at kunne modtage kritik fra dig og alle andre læsere, både den, der varmer – men også den, der gør ondt. Heldigvis har jeg indtil nu, kun modtaget beskeder, der varmer – beskeder, der viser mig, at mit årelange arbejde er godt givet ud.

Sårbart, fordi jeg rent faktisk har givet temmelig meget af mig selv. Jeg har åbnet op for dig – åbnet op og vist vej til indersiden af min sjæl. Jeg har blottet mig selv – jeg har brugt mig selv –  altid med det fokus, det håb og den forventning om, at min historie kan give mening i dit liv. En forventning om at min historie, men også viden og erfaring kan hjælpe dig fri fra “angstens fangeskab,” så du i stedet for kan koncentrere dig om at leve det liv, du drømmer om og dybest set inderst inde ønsker.

Derfor bliver jeg så glad, når jeg får tilbagemeldinger om, at mine budskaber er landet i dig og andre læsere. På den måde er jeg bare så pokkers meget menneske! Jeg nyder, når jeg kan mærke, at det, jeg har lavet, har betydning for dig og dit liv.

Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal gøre med denne glæde. Jeg burde måske bare hoppe og juble, sjippe og danse, men det er ikke altid så let … Det skal jeg stadig øve mig lidt i … Men fuck, hvor er jeg glad – og jeg kan juble lidt ved at dele det med dig!

Har du lyst til at se de to beskeder, der er tikket ind i min mailboks i denne uge, så kan du læse dem her:

Læs mere

Når pause får ny betydning

For præcis et år siden i dag var min familie og jeg samlet om min far, imens han tilsyneladende ubesværet tog afsked med livet og med os, der var omkring ham.

Det var en smuk dag, men også sørgmodig. En dag, der satte sit tydelige spor på mit liv og på 2014. 

I dag her et år efter mærker jeg, at jeg er klar til at tage hul på et nyt år efter en lang juleferie. Startede dagen med en tilsyneladende tilfældig yogatime, men ikke helt tilfældig; den første efter en lang pause. 

Året 2014, der begyndte med tabet af min far, fortsatte i et stærkt og imponerende tempo – og toppede med højdepunktet, da jeg fik udgivet MØD DIN ANGST I oktober.

Derefter måtte jeg sande, at jeg havde brug for pause og brug for at trykke mit liv lidt på standby. De pauser, jeg plejede at tage mig, føltes pludselig ikke længere som pauser. Jeg kunne ikke længere finde ro, hverken i mine meditationer, gåture eller yoga.  Alt det, jeg plejede at elske, gav mig i en stund ingen næring. 

Læs mere

Nøglen, der lukker og slukker …

I dag har på mange måder været en dag, der satte punktum.

En dag, hvor nøglen lukkede og slukkede.

En dag, hvor et ellers altid vigtigt omdrejningspunkt i mit liv, nu står tomt og ligger nærmest øde hen.

Blomsterne og farverne, og alt det, der satte kulør og gav liv … tilhørsforhold er rykket op med rod.

Da min mor og jeg langsomt kørte afsted, trillede en lille tåre ned af min kind. Berørt, men uden ord. Det hjem, der hele mit liv har dannet rammen om min familie og jeg, stod pludseligt mørkt og tomt. Som et ensomt forladt hus, forstod jeg, at det blot var rammerne, der var tilbage. Min mor havde drejet nøglen – og vi skulle ikke mere tilbage.

Jeg har på mange måder haft et vanvittigt år – at lukke og slukke for mit barndomshjem, er en del af en helingsproces. Siden vi natten til den 11 januar sagde farvel til min far, har vi glædet os til, at mor skulle have sit helt eget lille hyggelige hus. Det har hun nu. Et nyt hjem, nye rammer … nye muligheder.

Selvfølgelig er der masser af minder koblet til mit barndomshjem, men der skete noget mærkeligt, da huset var tømt. Pludselig var det bare nogle rammer.

Alt indholdet, farverne og livet har vi taget med os; minderne. Det hele lever videre.

Det forstod jeg i dag!

Det sidste æble er plukket!

Så rundede min Powerflow facebook-side 200 følgere på en skøn efterårsdag. Tak til alle jer, der har lyst til at følge med!

Jeg har har i dag plukket æbler i mine forældres have, hvor tanker helt naturligt rundede nogle af mit livs tidligere efterårsdage. Vi har plukket æbler på Rådyrløkken et hav af gange, altid med familien som omdrejningspunkt. Far manglede i år. Udover, at æbleplukningsdagen var anderledes i år – fordi far ikke fysisk var tilstede – var den også anderledes, da jeg vidste, at det var sidste gang, jeg plukkede æbler i haven.

Læs mere