Ser du dit indre barn?

Ser du dit indre barn?

 

“Jeg gik i stå midt i oprydningen, da jeg så det lille smilende kønne ansigt, der var indrammet af den smukke mørke hårkant. Jeg var faldet over mappen af billeder fra dengang, jeg var en lille pige. Jeg genkendte mig selv – men kun fordi jeg vidste, at det var et billede af mig, da jeg var en lille pige. Når jeg kiggede på hende – hun så så sød ud – så havde jeg svært ved at forstå, at det var mig, der var på dette billede. Svært at forstå, at jeg engang havde set sådan ud – at der var engang, hvor dette også var ‘mig’.

Jeg forsøgte at huske, hvordan det var at være denne lille pige. Jeg husker små glimt. Jeg husker, jeg var glad for at lege med dukker. Glad for at synge. Glad for at lege i haven. 

Jeg har ikke så mange minder fra den helt tidlige barndom. Men jeg blev så glad, da jeg så det smilende ansigt. Uskyldig og uvidende. Med hele livet foran sig. Ingen bekymringer, ingen frygt og angst – eller det forestiller jeg mig ikke, jeg husker det ihvertfald ikke. 

Mit hjerte smeltede, og jeg mærkede, at hun var let at holde af. Den lille pige foran mig! 

Jeg bladrede videre i bunken af gamle billeder. Og mærkede, at min kærlighed ikke i samme grad varede ved, da jeg så den lidt ældre Heidi. Pludselig mærkede jeg den selvsamme frygt for ikke at være elsket og holdt af, som jeg gjorde, da jeg blev en lidt ældre pige. Jeg mærkede usikkerheden. Jeg mærkede, at jeg ikke følte mig helt tilpas i min egen krop. Den pige, den 10 årige, den 12 årige; hende huskede jeg! Og som om jeg gik tilbage i tiden, skulle jeg anstrenge mig noget mere for at holde af den pige. Hun var lidt mere kikset og bare ikke helt så god som alle de andre. 

Pludselig var jeg tilbage. Mærkede barndommens smerte. Følelsen af ikke at være god nok. Sammelignede billederne. Hvad blev der af hende den glade lille pige? Hvorfor stoppede hun med at tro på sig selv?”

Jeg vendte tilbage til soveværelset igen. Kiggede mig ind i spejlet og mødte en 41 årig kvinde. Øjnene var måske de samme. Håret lidt mere gråt. Smilede til mig selv. Noget ældre af sind og lidt flere oplevelser i rygsækken. Jeg blev bevidst om, at det var lettere for mig at holde af Heidi 5 år, end det var at holde af Heidi 12 år. Med mit voksne sind forstod jeg det egentlig ikke helt. For hun var jo den samme Heidi, den samme sjæl. Som jeg også er idag. Blot udtrykket, årene og oplevelserne, der gjorde forskellen.

Læs mere