Må jeg virkelig godt være i et dejligt flow?
Må jeg virkelig godt … bare have det godt?
Altså ..
– når jeg nu for få dage siden fik meldingen – efter fire år, en hulens masse hormoner, 12 fertilitetsbehandlinger: Ikke gravid.
Selv med den absolutte bedste og top trimmet behandling. Så lykkedes det heller ikke denne gang.
En kanalisering om at turde at være.
“Hvem er jeg?
Hvem er du?
Når jeg taler … Bestemmer du budskabet!
Når du taler … Bestemmer jeg budskabet!
Når jeg taler, så ved jeg ikke, hvad du hører….
Når du taler, så ved du ikke, hvad jeg hører.
Vi mødes i et felt. Forstår og opfatter med vores egen rygsæk.
Uanset hvad jeg siger … Så kan jeg ikke vide, hvordan du vælger at fortolke mine ord. Hvordan du vælger at tænke om mig?
Uanset hvad du siger … Så kan du ikke vide, hvordan jeg vælger at fortolke dine ord. Hvordan jeg vælger at tænke om dig?
Vi må derfor turde … Bare at være.
Uden behov for være sikker på …
Uden behov for at kunne kontrollere …
Hvad du tænker om mig … Hvad jeg tænker om dig!
Denne kanalisering: Den voksne ved din side, den kom til mig i nat, en tidlig morgen, hvor jeg lå vågen og spekulerede.
Kære lille barn, jeg følger dig på din rejse. Jeg går ved siden af dig. Jeg har dig i min hånd. Er altid til stede. På din, livets vej.
Jeg følger dig, jeg støtter dig.
Jeg tror på dig.
Jeg ser dig, jeg hører hvad du siger. Jeg mærker dig.
Din glæde, din smerte, din umiddelbarhed, din smittende latter. Dine tårer.
Jeg tørrer dem af dig, når du græder.
Jeg griner med dig, når du griner.
Mærk energien i din hånd. Mærk jeg holder dig i hånden. Mærk min tilstedeværelse.
Vi går mod solnedgangen – du og jeg. Os imod verden. Os med verden.
Den voksne ved din side.
Den barnlige side.
En dag smelter de sammen til et.
Du bliver voksen. Du kan tage vare på dig selv – og dit indre barn.
Min støtte har støttet dig. Du er den du skal være. Med din rejse.
Sammen for altid – du og jeg. Vi er et.”
Angstens kendetegn: Hvor ligger dit fokus?
Uanset hvilken form for angst, du oplever, vil du sandsynligt kunne genkende disse af angstens kendetegn:
“Frihed er fantastisk.
En gave, du har adgang til hvert eneste øjeblik.
Mærker du ikke frihed? Så spørg dig selv … Hvor har du låst dig? Hvorfor har du låst dig? Ja, fast? Manglende frihed, eller en følelse deraf … Så kig godt indad – og på dig selv. Spørg din krop og din sjæl: “Hvorfor friheden ikke er for dig?”
For det Er for dig …
Manglende frihed er skabt af dit indre.
Du kan løsne dig fra det … ved at kigge indad. Du ER fri. Intet binder dig. Andet end dig selv, dine låste og faste overbevisninger, domme og vurderinger. Fastlåste mønstre, frygt og angst.
Kanalisering: Lille du, læn dig blot tilbage
Her til aften var der hul igennem til en mester, der med de mest beroligende ord og den mest beroligende ånd, kunne få mig til at føle roen i min egen sjæl, med en krop, der smerter lidt i disse dage. Kanaliseringen var uden tvivl en tydelig besked til mig selv – men også til dig, der, som jeg, står i en tid, hvor livet byder på andet end det, du havde forestillet dig og håbet på.
“Hvad du tænkte var for alle, hvad du tænkte var for dig …
Var måske ikke sådan … er måske ikke sådan.
Uforudsigeligheden, den manglende kontrol …
Gør dig usikker, får dig til at tvivle … på livet og den store sammenhæng.
Men jeg bærer dig, og jeg bærer din smerte.
Som et lille sovende barn bærer jeg dig i mine arme.
Læn dig blot tilbage lille pige, du er i trygge hænder.
Fred …
Ord, der forstyrrer, vælg dem med omhu!
Kanalisering:
“Budskaber om livet. Hænger på en snor. Som vasketøj på en snor. Indimellem lyder det fjollet. Du forstår ikke altid. Men nogle gange giver det mening at skrive, at kaste ordene ud i universet. Som vasketøj på en snor. I uorden eller orden, det er ligegyldigt. Som rækkefølgen på vasketøjet, som farverne på vasketøjet. I orden. I rækker. Det er ligegyldigt. Ord er ligegyldige i den rene sandhed. I livets sandhed. For hvad er ord, når vi snakker ren væren? Når vi snakker om liv?
Vi forvilder os rundt. Forvirres af ordene. Vi bruger dem til at skabe sandheder. Men sandheden er i virkeligheden en anden.
Som ord kan sammenlignes med vasketøj, der er ingen mening. Men hvis du vælger det, kan du finde sammenhængen, meningen. Og du kan lade være.
Men bag ordene, bag vasketøjet, der lyser den klare blå himmel. Som den rene blå og lysende himmel. Som bag vasketøjet stråler lyset og dagen. Som bag ordene, der findes din bevidsthed. Dine rene væren.
Hvert eneste øjeblik forvildes du. Du farer vild. Når du tror på dine ord. Når du tror på dine fortællinger. Når du tror på dine historier om dig selv og livet.
Forstår du … at ord også er dine tanker. Ord er også dem, der ikke siges højt.
Det er lidt med bankende hjerte, at jeg idag åbner op for at dele en kanalisering med dig. Jeg har kanaliseret nogle gange … (Tja nogle gange, hvor jeg vidste, hvad jeg gjorde, men … I virkeligheden har jeg kanaliseret mange gange … bare uden at jeg forstod, hvad det var jeg gjorde.)
Som du måske læste i et af mine tidligere nyhedsbreve: Må man arbejde med engle og kanalisering? – har jeg haft lidt af en skygge på at komme ud i offentligheden med denne side. Idag oplevede jeg bare så tydeligt, “at der var noget, der bankede på” … Det føltes som noget højere, nogle beskeder, der skulle ud igennem mig!
Så jeg satte mig ned og modtog … Dette var, hvad der kom til mig!
(Måske er du nysgerrig efter at vide, hvad “det der kanalisering” er for noget? … Så følg med her på siden. Det er en side, der er i rivende udvikling hos mig, så jo mere det lander i mig, jo flere ord, skal der også nok komme til dig.)
Dagens kanalisering, kanaliseret ned den 30. juni 2016.
“Jeg gik i stå midt i oprydningen, da jeg så det lille smilende kønne ansigt, der var indrammet af den smukke mørke hårkant. Jeg var faldet over mappen af billeder fra dengang, jeg var en lille pige. Jeg genkendte mig selv – men kun fordi jeg vidste, at det var et billede af mig, da jeg var en lille pige. Når jeg kiggede på hende – hun så så sød ud – så havde jeg svært ved at forstå, at det var mig, der var på dette billede. Svært at forstå, at jeg engang havde set sådan ud – at der var engang, hvor dette også var ‘mig’.
Jeg forsøgte at huske, hvordan det var at være denne lille pige. Jeg husker små glimt. Jeg husker, jeg var glad for at lege med dukker. Glad for at synge. Glad for at lege i haven.
Jeg har ikke så mange minder fra den helt tidlige barndom. Men jeg blev så glad, da jeg så det smilende ansigt. Uskyldig og uvidende. Med hele livet foran sig. Ingen bekymringer, ingen frygt og angst – eller det forestiller jeg mig ikke, jeg husker det ihvertfald ikke.
Mit hjerte smeltede, og jeg mærkede, at hun var let at holde af. Den lille pige foran mig!
Jeg bladrede videre i bunken af gamle billeder. Og mærkede, at min kærlighed ikke i samme grad varede ved, da jeg så den lidt ældre Heidi. Pludselig mærkede jeg den selvsamme frygt for ikke at være elsket og holdt af, som jeg gjorde, da jeg blev en lidt ældre pige. Jeg mærkede usikkerheden. Jeg mærkede, at jeg ikke følte mig helt tilpas i min egen krop. Den pige, den 10 årige, den 12 årige; hende huskede jeg! Og som om jeg gik tilbage i tiden, skulle jeg anstrenge mig noget mere for at holde af den pige. Hun var lidt mere kikset og bare ikke helt så god som alle de andre.
Pludselig var jeg tilbage. Mærkede barndommens smerte. Følelsen af ikke at være god nok. Sammelignede billederne. Hvad blev der af hende den glade lille pige? Hvorfor stoppede hun med at tro på sig selv?”
Jeg vendte tilbage til soveværelset igen. Kiggede mig ind i spejlet og mødte en 41 årig kvinde. Øjnene var måske de samme. Håret lidt mere gråt. Smilede til mig selv. Noget ældre af sind og lidt flere oplevelser i rygsækken. Jeg blev bevidst om, at det var lettere for mig at holde af Heidi 5 år, end det var at holde af Heidi 12 år. Med mit voksne sind forstod jeg det egentlig ikke helt. For hun var jo den samme Heidi, den samme sjæl. Som jeg også er idag. Blot udtrykket, årene og oplevelserne, der gjorde forskellen.
“Jeg sad med lukkede øjne.
I skrædderstilling på et gulv. Forsøgte at følge instruktionen. Iagttog den lilla plet i panden, jeg skulle forestille mig. Fik at vide, at jeg skulle synke ind i mig selv. Give slip på alle mine tanker.
Åbnede det ene øje på klem. Kiggede forsigtigt ud. Jeg så, at alle de andre sad helt rolige i dem selv. Lukkede mit halvtåbne øje igen. Forstod det ikke! Meditation skulle give ro. Jeg havde opsøgt netop dette meditationskursus i håb om, at jeg skulle få det bedre. At jeg skulle finde ro, men det føltes ikke rart i min krop. Tankerne kværnede rundt i mit hoved. Hvordan skulle jeg få dem til at stoppe?”
Har du også droppet meditationen, da du ikke kan stoppe dine tanker – og tror, det er det, du skal?
