I dag har på mange måder været en dag, der satte punktum.

En dag, hvor nøglen lukkede og slukkede.

En dag, hvor et ellers altid vigtigt omdrejningspunkt i mit liv, nu står tomt og ligger nærmest øde hen.

Blomsterne og farverne, og alt det, der satte kulør og gav liv … tilhørsforhold er rykket op med rod.

Da min mor og jeg langsomt kørte afsted, trillede en lille tåre ned af min kind. Berørt, men uden ord. Det hjem, der hele mit liv har dannet rammen om min familie og jeg, stod pludseligt mørkt og tomt. Som et ensomt forladt hus, forstod jeg, at det blot var rammerne, der var tilbage. Min mor havde drejet nøglen – og vi skulle ikke mere tilbage.

Jeg har på mange måder haft et vanvittigt år – at lukke og slukke for mit barndomshjem, er en del af en helingsproces. Siden vi natten til den 11 januar sagde farvel til min far, har vi glædet os til, at mor skulle have sit helt eget lille hyggelige hus. Det har hun nu. Et nyt hjem, nye rammer … nye muligheder.

Selvfølgelig er der masser af minder koblet til mit barndomshjem, men der skete noget mærkeligt, da huset var tømt. Pludselig var det bare nogle rammer.

Alt indholdet, farverne og livet har vi taget med os; minderne. Det hele lever videre.

Det forstod jeg i dag!