Mit navn er Heidi Strandberg Andreasen, og det er mig, der gemmer mig bag navnet POWERFLOW.
Bag POWERFLOWs ansigt ud ad til gemmer sig en ung kvinde på knap 40 år med interesse for det menneskelige sind. Jeg elsker at lære nyt om mig selv og livet og har stor interesse i at forstå de psykologiske processer, der gemmer sig i os alle. Jeg er vokset op med en tendens til angst og et bekymret sind og er sensitiv og følsom på mange områder i mit liv. Det har på mange måder tidligere i mit liv føltes som en stor belastning for mig – men i dag ser jeg, at det også er min styrke. Mit følsomme sind indeholder også en meget intuitiv side. En side, jeg har skullet lære at kende, og en side, jeg stadig i dag elsker at mærke vokse.
En anden gave, jeg også har med mig, som følge af mit følsomme sind, er, at jeg meget let lader mig begejstre. Jeg elsker at lade mig inspirere og rive med, derfor har jeg fået skabt mig en værdifuld værktøjskasse, når det kommer til det at lære “at tackle sig selv”.
Min interesse og begejstring for at lære nyt og forstå på både det faglige og personlige planhar givet mig nogle gode forudsætninger for at inspirere, stimulere og udfordre. Jeg brænder for at give al min viden og erfaring videre, og jeg vil elske, hvis du kan føle dig inspireret til at foretage de ændringer i dit liv, der gør dig i stand til at leve det for dig vitale, værdifulde og meningsfyldte liv.
Min værktøjskasse kalder jeg for POWERFLOW. Jeg lader den med glæde stå åben for dig!
Jeg har lært, at det er vigtigt, at man, når man som jeg meget let lader sig begejstre og rive med, finder et modstykke for at have balance i sin hverdag. Det har jeg været mange år om at forstå, for når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at min tendens til indimellem at blive overstimuleret og fyldt har bragt mig til tidspunkter, hvor ´jeg bare ikke kunne mere´.
Derfor er naturen, meditation, yoga og ro – ikke mindst tid til mig selv – vigtige åndehuller i mit liv.
Det vitale, værdifulde og meningsfyldte liv handler for mig om at finde balance og skabe plads til det, der er vigtigt:
- at koble af fra den evige automatiske “tankemaskine”, handlen og gøren
- at dyrke yoga og bruge min krop. Elsker alt sanseligt: at se, røre, lytte, høre og dufte
- mine nære relationer, venner og familie
- at gøre det vigtige i livet; også selvom jeg bliver bange
- at læse, skrive og forny mig
- at inspirere andre til at leve det værdifulde liv!
Med POWERFLOW ønsker jeg at inspirere dig til at stoppe op!
Gør det i dette øjeblik: Tre dybe bevidste vejrtrækninger giver dig en lille pause, men også lidt kontakt til dig selv og nuet!
Jeg håber, at du på denne side finder inspiration og får lyst til at vende tilbage!
Kærligst Heidi