Brug din indre iagttager, når du er uden kontrol og magtesløs!

Jeg har i de seneste dage været optaget af tanker og refleksioner omkring livet og vores behov for at kunne kontrollere og styre udenom oplevelser i livet, der ikke helt går i den retning i livet, som vi ønsker det.

Mit 2014 bød på mange situationer, hvor jeg måtte træne mig selv i det, som jeg i min bog MØD DIN ANGST kalder, den indre iagttager. Tidspunkter i livet, hvor oplevelser og følelser synes svære at rumme og håndtere.

Den indre iagttager er et effektivt redskab, når du ønsker at lære at møde dine følelser og det, du ikke kan kontrollere i stedet for at reagere automatisk og ubevidst i et forsøg på at handle og styre noget, du alligevel ikke kan styre.

Jeg har mange ord, refleksioner og et halvt blog-indlæg – men må erkende, at denne blog skriver sig selv på en anden og mere autentisk måde. Ordene flyder bedre i aften.

Sjovt nok, er det ikke helt tilfældigt, at jeg har skrevet på et blog-indlæg om alt det, man ikke kan kontrollere, for jeg bliver godt nok – som mit liv udspiller sig for tiden – virkelig udfordret på at være i livet med alt det, der ikke lader sig kontrollere. Jeg tænker ikke, at jeg idag vil gå i detaljer, disse må komme senere, når det hele er landet mere i mig – men jeg har lyst til at dele min umiddelbare tanker og refleksioner om, hvordan jeg bedst står i en situation, hvor det eneste jeg kan gøre er at trække vejret, rumme et virvar af følelser og dernæst vente.

Du kender sikkert selv disse situationer af udefra kommende hændelser, hvor følelser som vrede, irritation og ked af det hed suser rundt i din krop – på baggrund af noget, som du ingen kontrol har over?

En dag som i dag, kan jeg bruge min egen meditation i min bog, der handler om at træne sin egen indre iagttager. Det er et fantastisk redskab, når stormen raser – eller når bølgerne står højt. Med bevidst nærvær kan du lære at stå på dine ben i stormen, uden at du vælter. Du kan lære at surfe på bølgerne, når de står højt.

Næste gang du oplever, at følelserne omend det er vrede, irritation, sorg eller angst, så prøv at undersøg og iagttag dem uden behov for at få dem til at gå væk (selvom de er ubehagelige). Giv dem lov til at være der og mød dem. Træk vejret ind igennem følelserne.

Iagttag når dit tankeunivers begynder at køre i selvsving med spørgsmål som “Hvad nu hvis … “ – “Hvis bare jeg havde … “ Når ubehagelige følelser tager over, er det bare enormt let at blive fanget i et hav af negative tanker – som gør følelserne og stormen endnu værre.

Så vær virkelig opmærksom – og flyt din opmærksomhed.

Flyt dig selv tilbage til øjeblikket, træk vejret, mærk at du trækker vejret. Brug dine sanser. Mærk jorden under dig.

Og sidst, men ikke mindst:

Vid, at alt i universet løser sig! Ikke nødvendigvis på den måde, du ønsker dig – men alt falder i orden!

Vid, at der er ting i livet, du ikke kan kontrollere, men du kan altid kontrollere, hvordan du vælger at forholde dig til dine tanker, følelser og livet!

Og jep, jeg har faktisk lige skrevet et blog-indlæg til mig selv. Det vil jeg ikke ligge skjul på. Når jeg vælger at dele ud og åbne op, så er det selvfølgelig fordi, jeg har oplevet og ved, at der er mange af jer, der i virkeligheden sætter pris at kunne genkende jer selv i mine ord.

Når vi deler, så bliver det meget tydeligt, at vi som mennesker jo ikke helt er alene.

Hav en dejlig weekend – jeg vil trække vejret ned i maven og glide med livet, som det udspiller sig …

Kærligst Heidi.

 

Den indre iagttager

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *