Ingen storme varer evigt

Jeg sidder med en stor trang til at følge op på min blog omkring min afsked med min far. Jeg ved, at den har påvirket mange – og jeg forstår hvorfor. Ord om afsked vækker mange følelser i os; for ingen af os er klar til at miste hverken vores mor eller far. Det ligger som en dyb frygt i os alle. Tankerne om afskeden og tankerne om, hvordan livet vil være uden sine forældre. Overbevisningen om, at livet ikke kan leves uden.

Jeg er glad for al den feedback, jeg har fået fra jer alle. Den betyder meget for mig, og jeg ved, at ingen af os er alene. Vi er i samme båd. Så denne blog “Ingen storme varer evigt” vil jeg skrive til dig, der kender til frygten for at miste. Men måske også til dig, der har mistet og har opdaget, hvordan livet mærkværdigvist går videre.

Det er nu ved at være lidt over en måned siden, at min familie og jeg fik sendt min far godt og smukt afsted – over på den anden side. Livet, som jeg har kendt det hele mit liv, ændrede sig i en brøkdel af et sekund fra at være det øjeblik, far var “her”, til det øjeblik, hvor far ikke længere var “her”. “Her”, på jorden i sin fysiske form, hvor jeg kunne se ham i øjnene og give ham et kram. “Her” på jorden, hvor han var ved min side, når vi gik tur. “Her” hvor far stod i køkkenet og lavede mad. Det ændrede sig til et nyt øjeblik, hvor det ikke længere er far, der kommer ind i stuen med et par øl til de selskabelige stunder med familie og venner; stunder far satte meget pris på. Far er bare ikke længere til stede.

OG DOG; alligevel er han “her”. Jeg mærker ham stadig. Jeg ser ham hele tiden for mit indre blik. Jeg ser ham stå i køkkenet. Ser ham sidde i sofaen. Hører ham komme ind i stuen. Jeg kan ligefrem stadig mærke, hvordan det føles at give ham et kram. Hvordan han duftede. Minderne og alle tankerne, der på et eller andet plan stadig holder ham levende – I hvert fald for mit indre blik. Det kan føles helt uvirkeligt virkeligt. Derfor bliver den virkelige virkelighed så uforståelig. For når jeg kigger rigtigt efter, så er han her jo ikke. Vi andre sidder stadig om sofabordet. Vi går ture. Vi græder. Vi griner. Vi leger. Vi drømmer. Vi glæder os – og vi savner … Alt er, som det skal være. Livet går videre, og der er nye øjeblikke.

Jeg er så glad for at mærke, at min far stadig består. Jeg kigger på min bror, og jeg ser min far i ham. Han ligner ham meget. Jeg kigger på billeder og forstår, at livet på mange måder har ændret sig og alligvel ikke. Det mest uforståelige har i virkeligheden været for mig at forstå, at livet virkelig går videre; sådan virkeligt videre. At jeg faktisk godt kan leve uden min far – for det er jo det, jeg gør i dette øjeblik. Og jo, jeg savner ham, det vil jeg altid gøre. Midt i sorgen forstår jeg alligevel, at det hele er naturens gang. Årstidernes gang, blomster og træer spirer, blomstrer og går ud igen. Solen står op, og den går også ned igen. Som den gamle julesang så rigtigt slår fast:

“Tider skal komme, tider skal henrulle. Slægt skal følge slægters gang. Aldrig forstummer, tonen fra himlen – I sjælens glade pilgrimsgang”.

Nye generationer er kommet til, og forhåbentlig kan jeg også være med til at føre denne generation videre på et tidspunkt.

Livets natur. Vi følger livets gang. Jeg forstår en vigtig pointe midt i det hele. “Ingen storme varer evigt”. End ikke naturen kan få stormen til at fortsætte i en uendelighed. Ej heller sorgen. Der opstår nye storme, men indimellem dem er der også sol og varme. Så når jeg indimellem griner og har svært ved at forstå, hvordan jeg kan smile, grine og drømme, når far er væk, så forstår jeg alligevel, at alt er, som det skal være. Præcis som far ville have ønsket det for mig. At jeg lever mit liv og finder glæde ved de ting, som jeg gør.

At miste sin far føles som at miste fodfæstet i en stund. En storm, der forsøger at vælte én omkuld. Jeg finder fodfæste igen og tænker på naturens gang: Ingen storme varer evigt!

Livet er en underlig størrelse. Nogle gange så simpelt og andre gange så uforståeligt. Svært at erkende og forstå, at livet går videre.

Jeg finder freden i tanken om, at alt er, som det skal være <3

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *