Man bliver aldrig gammel nok til at miste sine forældre

Det er nu i dag 14 dage siden, at min far sov stille ind. 14 dage, der på mange måder føles enormt urealistiske. Urealistiske; fordi det hele føles som en drøm. Ville ønske, at det var som drømmen. Den, der brydes, når dagen vågner. Det her er bare urealistisk anderledes; for når dagen vågner, sover far stadig. Når dagen vågner – dag efter dag, må jeg gang på gang erkende, at jeg ikke skal se min far igen.

Pludselig genkender jeg andres ord i min egen krop. Forstår pludselig, hvad det vil sige at mangle ham, der altid har været der. Tomheden. Alt det, der føles svært at beskrive med ord. Pludselig er det én selv, der er ramt.

Midt i savnet og minderne, mærker jeg lettelsen over, at det trods alt gik så stærkt. Far sad sammen med os i stuen, aftenen inden han sov ind i sin egen seng. Han havde smerter, men ingen af os troede, at det var så tæt på. Om natten gik det op for os.

“Det kommer til at gå stærkt,” hviskede sygeplejersken.
“Har I sagt farvel til ham?”

Vi kiggede på hinanden. Følte måske, at vi lidt havde gjort det inde i os selv, men med sygeplejerskens ord forstod vi, at ordene skulle siges højt, og at det var NU.

“Jeres far har brug for, at I giver ham lov til at tage afsted,” sagde hun med omsorg i stemmen.

Det lignede bare, han sov, jeg vækkede ham ikke. Jeg vidste, at han kunne høre mig. Jeg kæmpede med ordene, men det var, som om jeg ikke kunne få dem sagt. De ville ikke ud af min mund.

“Hvordan kan jeg sige til ham, at det er okay, at han tager afsted, når jeg helst vil have, at han bliver her?”
Tankerne kværnede rundt i hovedet på mig.
“Du er nødt til at sige det NU Heidi; før det er for sent.”
“Du vil fortryde det, hvis ikke du får det sagt; kom nu.”

ALDRIG har ord været så svære.

Han flakkede med øjnene, da jeg fik fortalt ham, at det var okay, at han tog afsted. At vi nok skulle passe på hinanden, og at vi nok skulle passe på mor. Jeg fortalte ham, at han havde været en god far, og at jeg var glad for, at vi havde fået lov til at følges i livet.

Jeg vidste, at han havde hørt hvert eneste ord.

Jeg vil takke sygeplejersken for evigt. Hun hjalp os med at finde de vigtigste ord i vores liv. Vores afsked med far var aldrig blevet den samme uden denne stund.

Da far sov ind, lå jeg ved siden af ham. Jeg havde hånden på hans brystkasse – til der var helt stille. Jeg, der sådan havde frygtet afskeden. Pludselig stod jeg midt i den, og jeg kunne faktisk godt rumme den. Jeg havde været med far til det sidste. Vi havde fulgt ham godt på vej. Jeg vidste nu, at døden også kunne være smuk. Far havde fået fred og var befriet for smerte og bekymringer. Nu ved jeg, at jeg ikke længere behøver frygte døden. Far vil tage imod mig, når mine dage – om forhåbentligt mange år – rinder ud.

I kirken blev det så tydeligt, hvor mange mennesker der, ud over mor, Tommy og jeg, også vil savne far. Alle dem, der mødte op. Alle dem, der sendte buketter og kærlige tanker. I skal vide, at I alle har været med til at hjælpe far godt på vej; at hjælpe os på vej. Det varmer os så meget at vide, at far var så elsket, som han var. Præstens smukke ord samlede hele billedet af far.

Han vil være for evigt savnet, men jeg vil tro på, at han stadig er ved min side. På et andet plan end det fysiske plan min hjerne kan forstå.

Dagen vågner igen og igen – til nye dage. Den bobbel, jeg har været i de sidste 14 dage, brydes så småt, og jeg forstår, at det utænkelige – at miste en af sine forældre – også skete også mig. Livet går videre.

Lidt vise ord, der pludselig føles mere sandfærdige end nogensinde før:

Husk at gøre det, der er vigtigt for dig.

Husk at sige de ting, der er vigtige for dig.

Husk at fortælle dem, du holder af, at de er vigtige i dit liv.

En skønne dag er det pludselig for sent <3

far

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *