Mød din modstand
I sidste uges blogindlæg “Manglende handlekraft” konkluderede jeg, at der er rigtig mange mennesker, der ikke gør det, de drømmer om – selvom de ved, hvad der er rigtigt for dem! Mig selv inclusive. I dag skal vi have fat i den modstand, der ligger deri.
Jeg kom med mine gode intentioner vel vidende, at jeg rammer et emne, hvor du virkelig kan opleve dig selv som værende kørt fast. Hvad, jeg ikke var inde på i sidste uge, er, at du rent faktisk kan have så meget modstand på dine drømme, mål og ønsker, at modstanden gør det svært at tage de afgørende skridt.
Modstanden kan blive så stor, at selvom vi ønsker hjælp, så formår vi ikke at række ud efter den. Heller ikke selvom vi ikke kan finde fred med det modsatte. Vi bruger i stedet tiden på at kæmpe. Vi er ikke klar til at kigge på det, og mange vælger at blive i modstand! Måske fordi vi aldrig tager tiden til at finde ud af, hvad denne modstand handler om? Vi lukker øjnene og længes efter “det, derude”. Vi fokuserer udad i stedet for indad!
Måske vi skulle kigge på denne modstand?
“Jeg har længe ville skære ned på kaffen! Droppe den helt! Jeg har kæmpet, virkelig kæmpet. Været for vildt i modstand. Jeg ønskede nemlig at droppe kaffen, men blev ved med at snige mig udenom! Jeg var undersøgende, jeg mediterede, jeg snakkede med en behandler om mit ønske. Konkluderede, at jeg bare skulle nyde mine få kopper kaffer og arbejde med at finde fred.
Freden kom dog ikke; jeg kæmpede videre.
Indtil den dag, jeg undersøgte min modstand! Jeg opdagede, at jeg slet ikke ønskede at droppe min kaffe. Jeg elsker min kaffe, og jeg nyder den. Jeg skulle finde mit svar i et helt andet ønske. Drømmen om at blive mor. Jeg skulle finde mit svar i, at jeg i virkeligheden frygtede, at den sygdom jeg har (endometriose) skulle forværres. Jeg opdagede, at mit ønske om at droppe kaffen i virkeligheden handlede om et forsøg på kontrol. Et forsøg på at kontrollere mit helbred. Og pludselig blev det mere tydeligt, hvorfor det havde været så svært. Pludselig stod jeg i en anden situation. Jeg kunne vælge at fortsætte med at kæmpe med kaffen; med den som fokus! Eller jeg kunne vælge at skifte fokus og fokusere på alle de gode og sunde tiltag, jeg kunne gøre for min krop og mit helbred. Pludselig føltes det sjovere!”
Se din modstand som en gave.
Modstanden kan meget nemt handle om, at du bevæger dig ud på usikkert terræn. Modstand er ofte baseret på frygt. Så selvfølgelig vil din krop reagere! Vær opmærksom på at det at mærke modstand ikke er farligt! Se det som en mulighed for udvikling, hvor du står overfor at blive klar til at tage nye skridt! Men du skal have opløst modstanden eller i det mindste accepteret den for at blive klar til at realisere og tiltrække dig dine ønsker .
Derfor se din modstand som en gave. Du har mulighed for at lære nyt om dig selv. Brug nogle timer alene. Tjek din modstand ud. Vær nysgerrig. Giv dig lov til at mærke den. Iagttag alle dine tanker og fortællinger. Læg mærke til, hvad du er bange for! Mærk modstanden i hver eneste celle i din krop.
- Hvad handler dit ønske om?
- Er det i virkeligheden dit ønske? Er ønsket rent? Eller er der noget andet på spil?
- Hvad handler din modstand om?
- Hvad forhindrer dig i at nå derhen, hvor du gerne vil?
- Hvilke tanker og overbevisninger, lader du dig styre af?
Når du møder din modstand, giver du den en mulighed for at forandre sig og måske opløse sig! Når du accepterer og finder fred, vil den ikke på samme måde kunne fylde i din krop og tage fokus fra det, der i virkeligheden er vigtig!
Mød din modstand med accept, og du vil opdage, at den også kan være en gave!
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!