Jeg sidder med en stor trang til at følge op på min blog omkring min afsked med min far. Jeg ved, at den har påvirket mange – og jeg forstår hvorfor. Ord om afsked vækker mange følelser i os; for ingen af os er klar til at miste hverken vores mor eller far. Det ligger som en dyb frygt i os alle. Tankerne om afskeden og tankerne om, hvordan livet vil være uden sine forældre. Overbevisningen om, at livet ikke kan leves uden.
Det er nu i dag 14 dage siden, at min far sov stille ind. 14 dage, der på mange måder føles enormt urealistiske. Urealistiske; fordi det hele føles som en drøm. Ville ønske, at det var som drømmen. Den, der brydes, når dagen vågner. Det her er bare urealistisk anderledes; for når dagen vågner, sover far stadig. Når dagen vågner – dag efter dag, må jeg gang på gang erkende, at jeg ikke skal se min far igen.
Nogle dage slår virkeligheden bare én lidt hårdere i sjælen. Sådan en dag har det været for mig idag! Min blog har længe ligget og ventet på at blive indtaget, men jeg har måtte lade den ligge, så min fokus kunne rettes direkte på min bog! Men en dag som idag – det er sådan en dag, jeg vil bruge min blog. Der er ikke plads til nogle tanker om bog og panikangst. I dag er det noget større, der har ramt mig! Desværre er jeg blevet ramt af dette “noget større” lidt for mange gange det seneste år. Det har ramt mig igen – Livet er sårbart!
