Må jeg virkelig godt være i et dejligt flow?
Må jeg virkelig godt … bare have det godt?
Altså ..
– når jeg nu for få dage siden fik meldingen – efter fire år, en hulens masse hormoner, 12 fertilitetsbehandlinger: Ikke gravid.
Selv med den absolutte bedste og top trimmet behandling. Så lykkedes det heller ikke denne gang.
En kanalisering om at turde at være.
“Hvem er jeg?
Hvem er du?
Når jeg taler … Bestemmer du budskabet!
Når du taler … Bestemmer jeg budskabet!
Når jeg taler, så ved jeg ikke, hvad du hører….
Når du taler, så ved du ikke, hvad jeg hører.
Vi mødes i et felt. Forstår og opfatter med vores egen rygsæk.
Uanset hvad jeg siger … Så kan jeg ikke vide, hvordan du vælger at fortolke mine ord. Hvordan du vælger at tænke om mig?
Uanset hvad du siger … Så kan du ikke vide, hvordan jeg vælger at fortolke dine ord. Hvordan jeg vælger at tænke om dig?
Vi må derfor turde … Bare at være.
Uden behov for være sikker på …
Uden behov for at kunne kontrollere …
Hvad du tænker om mig … Hvad jeg tænker om dig!
Kanalisering: Lille du, læn dig blot tilbage
Her til aften var der hul igennem til en mester, der med de mest beroligende ord og den mest beroligende ånd, kunne få mig til at føle roen i min egen sjæl, med en krop, der smerter lidt i disse dage. Kanaliseringen var uden tvivl en tydelig besked til mig selv – men også til dig, der, som jeg, står i en tid, hvor livet byder på andet end det, du havde forestillet dig og håbet på.
“Hvad du tænkte var for alle, hvad du tænkte var for dig …
Var måske ikke sådan … er måske ikke sådan.
Uforudsigeligheden, den manglende kontrol …
Gør dig usikker, får dig til at tvivle … på livet og den store sammenhæng.
Men jeg bærer dig, og jeg bærer din smerte.
Som et lille sovende barn bærer jeg dig i mine arme.
Læn dig blot tilbage lille pige, du er i trygge hænder.
Fred …
“Jeg gik i stå midt i oprydningen, da jeg så det lille smilende kønne ansigt, der var indrammet af den smukke mørke hårkant. Jeg var faldet over mappen af billeder fra dengang, jeg var en lille pige. Jeg genkendte mig selv – men kun fordi jeg vidste, at det var et billede af mig, da jeg var en lille pige. Når jeg kiggede på hende – hun så så sød ud – så havde jeg svært ved at forstå, at det var mig, der var på dette billede. Svært at forstå, at jeg engang havde set sådan ud – at der var engang, hvor dette også var ‘mig’.
Jeg forsøgte at huske, hvordan det var at være denne lille pige. Jeg husker små glimt. Jeg husker, jeg var glad for at lege med dukker. Glad for at synge. Glad for at lege i haven.
Jeg har ikke så mange minder fra den helt tidlige barndom. Men jeg blev så glad, da jeg så det smilende ansigt. Uskyldig og uvidende. Med hele livet foran sig. Ingen bekymringer, ingen frygt og angst – eller det forestiller jeg mig ikke, jeg husker det ihvertfald ikke.
Mit hjerte smeltede, og jeg mærkede, at hun var let at holde af. Den lille pige foran mig!
Jeg bladrede videre i bunken af gamle billeder. Og mærkede, at min kærlighed ikke i samme grad varede ved, da jeg så den lidt ældre Heidi. Pludselig mærkede jeg den selvsamme frygt for ikke at være elsket og holdt af, som jeg gjorde, da jeg blev en lidt ældre pige. Jeg mærkede usikkerheden. Jeg mærkede, at jeg ikke følte mig helt tilpas i min egen krop. Den pige, den 10 årige, den 12 årige; hende huskede jeg! Og som om jeg gik tilbage i tiden, skulle jeg anstrenge mig noget mere for at holde af den pige. Hun var lidt mere kikset og bare ikke helt så god som alle de andre.
Pludselig var jeg tilbage. Mærkede barndommens smerte. Følelsen af ikke at være god nok. Sammelignede billederne. Hvad blev der af hende den glade lille pige? Hvorfor stoppede hun med at tro på sig selv?”
Jeg vendte tilbage til soveværelset igen. Kiggede mig ind i spejlet og mødte en 41 årig kvinde. Øjnene var måske de samme. Håret lidt mere gråt. Smilede til mig selv. Noget ældre af sind og lidt flere oplevelser i rygsækken. Jeg blev bevidst om, at det var lettere for mig at holde af Heidi 5 år, end det var at holde af Heidi 12 år. Med mit voksne sind forstod jeg det egentlig ikke helt. For hun var jo den samme Heidi, den samme sjæl. Som jeg også er idag. Blot udtrykket, årene og oplevelserne, der gjorde forskellen.
“Jeg sad med lukkede øjne.
I skrædderstilling på et gulv. Forsøgte at følge instruktionen. Iagttog den lilla plet i panden, jeg skulle forestille mig. Fik at vide, at jeg skulle synke ind i mig selv. Give slip på alle mine tanker.
Åbnede det ene øje på klem. Kiggede forsigtigt ud. Jeg så, at alle de andre sad helt rolige i dem selv. Lukkede mit halvtåbne øje igen. Forstod det ikke! Meditation skulle give ro. Jeg havde opsøgt netop dette meditationskursus i håb om, at jeg skulle få det bedre. At jeg skulle finde ro, men det føltes ikke rart i min krop. Tankerne kværnede rundt i mit hoved. Hvordan skulle jeg få dem til at stoppe?”
Har du også droppet meditationen, da du ikke kan stoppe dine tanker – og tror, det er det, du skal?
Mange mennesker oplever, at de meget let bliver påvirket af andre menneskers humør … af stemninger, energi og sindstilstande!
Har du brug for hjælp til at blive løsrevet fra at blive påvirket af andres humør og stemninger, giver jeg dig her mine bud på mulige veje mod indre frihed.
Genkender du denne situation:
“Du mærker, at din partner er i dårligt humør eller måske bare lidt lav på energi, måske lidt træt. Inden du ser dig om, oplever du, at du er hoppet i samme båd. Før var din egen energi en helt andet. Du havde en skøn og en dejlig dag. Men … uden du opdagede det, er du blevet smittet. Du fortsætter i samme stil, som din partner. Du skyder på den anden. Giver den anden skylden for, at der pludselig er dårlig stemning. Den anden er pludselig både træls, irriterende og skyldig i dit humør!
Det er blevet en ond cirkel. Irritation, mere irritation … og mere igen.
Din partneres version er: “Jamen, jeg var bare træt … intet andet””
Dette sker for rigtig mange mennesker! Igen og igen. Vi ved det egentlig godt. Vi ønsker ikke at lade os smitte, men det sker alligevel – gang på gang. Fordi vi grundlæggende som mennesker kan have svært ved at rumme vores egen træthed, lave energi, dårlige humør – og endnu mindre kan vi nogle gange rumme, at andre omkring os også oplever dette.
Nogle gange går livet ikke helt, som vi regner med!
Indimellem slår livet en kolbøtte.
Vi har forventninger, håb og drømme om livet. Forventninger, der kan skabe yderligere smerte, når forventningerne til livet ikke indfries!
Så er det, at vi kan få brug for at finde tilbage på vores ben.
Finde vores ståsted – i et liv, der udspiller sig, anderledes end vi havde forestillet os!
I denne video taler jeg lidt om, hvilke redskaber, der kan være nyttige i sådanne situationer!
“Jeg er bare lige gået ind i værelset ved siden af.
Jeg er mig, og du er dig.
Hvad vi var for hinanden, er vi stadig.
Kald mig ved det navn du plejede.
Tal til mig lige så ubesværet, som du altid gjorde.
Brug ikke nogen anden tone, anlæg ikke nogen højtidelighed eller sorgfuld mine.
Le som vi altid lo af ting, der morede os begge.
Vær munter, smil, tænk på mig, bed for mig. Lad mit navn være lige så dagligdags, som det var.
Lad det blive udtalt uden anspændelse, uden den mindst skygge over sig.
Livet har lige så meget betydning, som det har har haft.
